Menu

Udebane sejr til GFS Serie 2 damer

image Serie 2 damer ligger nu nr. 1
Johan Tams
08. oktober 2017 kl. 13:17

Lørdag var GFS Dame Senior en tur på den anden side af Randers, for at møde topholdet SMIFF. Kampen blev spillet på en regn tung bane, og trak store veksler på pigerne kampen igennem.

I starten bar spillet meget præg af banens tilstand, og begge mandskaber kom frem til løse chancer i løbet af første halvleg. For GFS var Mia Mortensen en god sidste skanse, som tog det der kom hendes vej kampen igennem.

I starten af 2.halvleg satte GFS pigerne sig på kampen og fremtvang sig overtaget mod en modstander, som blev mere og mere træt og frustreret, som kampen skred frem. Efter ca. 10 min. af 2. halvleg var SMIFF's midterforsvar meget optaget af GFS' enlige angriber, så Julie Mols fik tid og plads til at smække et godt skud afsted fra inde i feltet, som keeperen ikke kunne nå. 1-0 til GFS. Pigerne forsatte med at spille i højt tempo og spille ned i bagrummet, hvilket gjorde "ondt" på modstanderen, som efterhånden var løbet tør for kræfter. Med 15 min. igen øgede Nanna Behrendt til 2-0 på en hurtig omstilling og flot opspil i højre side. Resten af kampen havde GFS kampen under kontrol og kørte sejren hjem.

En flot kamp af pigerne, som på trods af en svær bane, blev ved med at spille fodbold langs jorden og holde presset på en modstander, som gik død i løbet af 2. halvleg pga. presset fra pigerne. Kæmpe ros fra træneren til alle pigerne, som spillede godt, fightende og spillede klogt igennem hele kampen. "En rigtig, rigtig flot hold indsats af alle" fra træner Johan Tams.

Sejren betød at GFS pigerne overtog 1. pladsen i puljen med 2 hjemmekampe igen. Næste kamp er lørdag den 14/10 kl. 13 mod Kristrup Boldklub på hjemmebane, hvor holdet kan tage et stort skridt mod oprykning til serie 1 i næste sæson.